Socialdemokraterne i indre by - 3. kreds
Vi er en dynamisk partiforening, med spændende medlemsaktiviteter, aktive valgkampe og slagkraftige folkevalgte.
I vores partiforening kan du være med til at forme den socialdemokratiske politik og gøre en aktiv indsats for et socialt og demokratisk samfund.
Klik her for at blive aktivMenneskelig armod og fattigdom
af Henrik Appel, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne
Bryggebladet
26.01.2012
Fattigdom er ikke kun noget med penge. Fattigdom er også at stå uden mulighed for at bidrage med noget.
Mangel på værdighed og meningsfuldhed i sit liv er menneskelig armod. Og armoden stiger ikke kun i takt med, at der kommer – og er kommet – langt flere fattige mennesker i Danmark.
Armoden stiger meget mere i takt med polariseringen i vores samfund. Mens de økonomisk fattige både mister muligheder og meget af det, der giver mening i livet, rejser stenrige danskere hegn omkring deres ejendomme for at holde andre ude. Det er næsten som symboler på de mentale hegn, der er opstået i vores samfund.
Jeg kan forsikre alle om, at der findes fattige mennesker i København, endda meget fattige. Så fattige at mange børn ikke får ordentlig mad, lægeordineret medicin og mangler ordentligt tøj på kroppen.
Men problemstillingen har også flere facetter, mange flere nuancer, end de få der kom frem i forbindelse med debatten om Carina – »Carina, SF’s fejlskud i fattigdomsdebatten«. Det eneste gode, den viste, var, at spørgsmålet om rige og fattige ikke er et enten-eller, men et både-og.
Råbediskussionen mellem SF’s Özlem Cekic og Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance viste, hvor polariserede holdningerne i Danmark er blevet. Var Carina fattig? Var hun fattig nok? De selvgode kunne konstatere, at det var i hvert fald hendes egen skyld, og masser af andre steder i verden er der i hvert fald mange, der er meget fattigere. Som om det gjorde det bedre.
For ligesom fattigdom ikke kun er noget med penge, er rigdom også andet end gods og guld. Det handler også om holdninger. Vi skal ikke regne med, at vores samfund bliver rigere i disse år. Nogle få mennesker vil blive rigere, meget rigere. Men generelt er vi som resten af den vestlige verden ramt af økonomisk og finansiel krise, som for de fleste vil betyde færre penge til rådighed for de fleste.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde det klart i nytårstalen: »Vi vil opleve nedskæringer og besparelser.
I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.
« Så meget desto vigtigere er det, at vi er opmærksomme på, hvordan vi ser på og behandler hinanden, så samfundet igen kan blive et fællesskab med plads til alle og i hvert fald uden menneskelig armod. Og det er ikke kun et spørgsmål om penge.


Der er ingen kommentarer. Tilføj en nedenfor.