Vend cyklisternes vigepligt i Vendersgade

INDLÆG I CITYAVISEN

Af Henrik Appel Esbensen (S), medlem af Borgerrepræsentationen

Lokaludvalget i Indre By har sendt en ønskeliste til Borgerrepræsentationen om, hvad de anser for vigtigt at tage med til det kommende års budgetforhandlinger. Det er rigtig gode input. Jeg vil som beboer i Indre By og borgerrepræsentant arbejde på, at nogle af forslagene komme med til forhandlingsbordet.

Bl.a. er det helt oplagt at støtte op om cyklisternes forhold i Indre By. Det skal være trygt at cykle, når vi nu så gerne vil have at alle bruger cyklen. Og i Indre By er der rigtig mange, der cykler. Derfor er det vigtigt, at der tages hensyn, når politiske beslutninger eller skrivebordsarbejdet ikke fungerer i virkeligheden.

Det er tilfældet i Vendersgade/Nansensgade. Jeg finder også selv, at vigepligten til Nansensgade er unaturlig – for den vender den forkerte vej i forhold til, hvad der er logisk og sikkert. Det bør helt klart laves om, som lokaludvalget foreslår, så vigepligten vendes og farlige situationer undgås.

Også vigtigt er det, at der laves brede cykelstier, der kan rumme alle cyklerne. Og at der er cykelstier i så mange af Indre Bys centrale trafikårer som muligt. Der skal ikke slingres mellem biler, busser og lastbiler for at nå frem til sit mål. Og så skal det være til at komme af med sin cykel, så man ikke bare må stille den på må og få til fare for de forbipasserendes og cyklens ve og vel.

3 kommentarer

  • Alexander siger:

    Kære Henrik Appel Esbensen,

    Inden du hopper med på lokaludvalgets ide om at ændre vigepligten i Nansensgade/Vendersgade synes jeg det ville være rart, hvis du vil forholde dig til nedenstående spørgsmål/problemstillinger:

    1. Hvor stort er dette problem? Er der nogen statistisk over hvor mange uheld der har fundet sted i krydset? Jeg bor personligt i Nansensgade og krydser hver morgen Vendersgade uden at opleve særlige problemer, selvom det er i rush hour. Men jo der er da nogen gange tvivl om hvem der skal holde tilbage for hvem. Men nu vi er igang med at basere politik på personlige oplevelser, så kan jeg jo dele min, som er at der ikke har været en eneste “farlig situation”.

    2. Hvorfor er det “unaturligt”? Der er jo markeret med hajtænder at man skal holde tilbage, så det er jo ikke fordi det bør være en overraskelse for cyklisterne. Det er da heller ikke for dem, der cykler fra Vendersgade mod Nørrebro. Men det er det tilsyneladende for dem, der kommer fra Nørrebro og cykler mod byen. Måske problemet ikke er en unaturligt vigepligt, men mindre klare hajtænder?

    3. Vil en ændring føre til andre farlige situationer? Ændres vigepligten vil det betyde at biler, der kører af Nansensgade skal holde tilbage hver gang de kommer til krydset. Det vil ganske givet virke “unaturligt” eftersom der ikke kommer biler af Vendersgade grundet dennes ensretning. Vi vil derfor formentligt stå med samme situation, som nu, nemlig at en gruppe trafikanter ikke vil overholde en vigepligt, de finder unaturlig. Ved en ændring vil det dog indebære, at det er biler fremfor cyklister, og derfor farligere end den nuværende situation. Derudover vil det ikke være særligt fordrende for en glidende trafik i Nansensgade/Vendersgade.

    4. Hvordan vil det påvirke fodgængere? Som situationen er nu skal cyklister, der kommer af Vendersgade mod Nørrebro holde tilbage i krydset. Det er yderst fordelagtigt, eftersom der holder biler langs hele cykelstien frem til krydset, hvorfor cyklister og fodgængere ikke kan se hinanden. Fjernes vigepligten vil cyklisterne ikke stoppe og “farlige” situationer kan let opstå fordi trafikanterne ikke kan se hinanden.

    5. Har Lokaludvalget/Borgerrepræsentation sejret sig selv ihjel? Det virker lidt sådan når de bruger deres tid og vores skattekroner på at finde på politik, der vedrører “farlige” situationer i et kryds, som kun opstår ved morgen myldretiden, som i KBH vel ca. strækker sig fra 8.30-9.00

  • Jette Djørup siger:

    Jeg tilslutter mig Henriks forslag om at der bliver vendt om på vigepligten så det er trafikken i Nansensgade der skal holde tilbage.Der virker også mere naturligt, da Nansensgade er en smal gade, med parkerede biler i begge sider, der krydser en bredere og trafikanterne fra Nansensgade har ikke det samme overblik og må derfor i forvejen køre med nedsat hastighed.
    Hilsen Jette Djørup, Peblinge Dossering 4 og jævnlig bruger af Vendersgade på cykel

  • Alexander siger:

    Kære Jette

    “trafikanterne fra Nansensgade har ikke det samme overblik og må derfor i forvejen køre med nedsat hastighed.”

    Det sted med dårligst udsyn i det kryds er utvivlsomt når man kommer ad Vendersgade og kører mod søerne. Der er overhoved intet problem med udsyn når man kommer fra Nansensgade.

Tilføj en kommentar

* Påkrævet

Abonner på kommentarer