Af Henrik Appel Esbensen (S), medlem af Borgerrepræsentationen

Lokaludvalget i Indre By har sendt en ønskeliste til Borgerrepræsentationen om, hvad de anser for vigtigt at tage med til det kommende års budgetforhandlinger. Det er rigtig gode input. Jeg vil som beboer i Indre By og borgerrepræsentant arbejde på, at nogle af forslagene komme med til forhandlingsbordet.

Bl.a. er det helt oplagt at støtte op om cyklisternes forhold i Indre By. Det skal være trygt at cykle, når vi nu så gerne vil have at alle bruger cyklen. Og i Indre By er der rigtig mange, der cykler. Derfor er det vigtigt, at der tages hensyn, når politiske beslutninger eller skrivebordsarbejdet ikke fungerer i virkeligheden.

Det er tilfældet i Vendersgade/Nansensgade. Jeg finder også selv, at vigepligten til Nansensgade er unaturlig – for den vender den forkerte vej i forhold til, hvad der er logisk og sikkert. Det bør helt klart laves om, som lokaludvalget foreslår, så vigepligten vendes og farlige situationer undgås.

Også vigtigt er det, at der laves brede cykelstier, der kan rumme alle cyklerne. Og at der er cykelstier i så mange af Indre Bys centrale trafikårer som muligt. Der skal ikke slingres mellem biler, busser og lastbiler for at nå frem til sit mål. Og så skal det være til at komme af med sin cykel, så man ikke bare må stille den på må og få til fare for de forbipasserendes og cyklens ve og vel.

af Henrik Appel, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne

Bryggebladet
26.01.2012

Fattigdom er ikke kun noget med penge. Fattigdom er også at stå uden mulighed for at bidrage med noget.

Mangel på værdighed og meningsfuldhed i sit liv er menneskelig armod. Og armoden stiger ikke kun i takt med, at der kommer – og er kommet – langt flere fattige mennesker i Danmark.

Armoden stiger meget mere i takt med polariseringen i vores samfund. Mens de økonomisk fattige både mister muligheder og meget af det, der giver mening i livet, rejser stenrige danskere hegn omkring deres ejendomme for at holde andre ude. Det er næsten som symboler på de mentale hegn, der er opstået i vores samfund.

Jeg kan forsikre alle om, at der findes fattige mennesker i København, endda meget fattige. Så fattige at mange børn ikke får ordentlig mad, lægeordineret medicin og mangler ordentligt tøj på kroppen.

Men problemstillingen har også flere facetter, mange flere nuancer, end de få der kom frem i forbindelse med debatten om Carina – »Carina, SF’s fejlskud i fattigdomsdebatten«. Det eneste gode, den viste, var, at spørgsmålet om rige og fattige ikke er et enten-eller, men et både-og.

Råbediskussionen mellem SF’s Özlem Cekic og Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance viste, hvor polariserede holdningerne i Danmark er blevet. Var Carina fattig? Var hun fattig nok? De selvgode kunne konstatere, at det var i hvert fald hendes egen skyld, og masser af andre steder i verden er der i hvert fald mange, der er meget fattigere. Som om det gjorde det bedre.

For ligesom fattigdom ikke kun er noget med penge, er rigdom også andet end gods og guld. Det handler også om holdninger. Vi skal ikke regne med, at vores samfund bliver rigere i disse år. Nogle få mennesker vil blive rigere, meget rigere. Men generelt er vi som resten af den vestlige verden ramt af økonomisk og finansiel krise, som for de fleste vil betyde færre penge til rådighed for de fleste.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde det klart i nytårstalen: »Vi vil opleve nedskæringer og besparelser.

I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.

« Så meget desto vigtigere er det, at vi er opmærksomme på, hvordan vi ser på og behandler hinanden, så samfundet igen kan blive et fællesskab med plads til alle og i hvert fald uden menneskelig armod. Og det er ikke kun et spørgsmål om penge.

Bryggebladet 3. november 2011, 1. sektion, side 1_2

Af Henrik Appel Esbensen, medlem af Socialudvalget for Socialdemokraterne

Så fik vi dokumentation for min påstand om, at vi skal hjælpe forældrene for at hjælpe børnene.
En rapport fra SFI, Det nationale forskningscenter for Velfærd, viser klart, at hjælp til forældrene er den bedste hjælp, vi kan give udsatte børn .
SFI dokumenterer gennem en analyse af 81 sociale indsatser overfor udsatte småbørn mellem 0 og 3 år, at langt de fleste indsatser har en positiv virkning for børnene. Indsatserne gælder vel at mærke i første række forældrene.
Fælles for indsatserne er, at de retter sig mod en eller flere af syv såkaldte risikofaktorer i småbørnsfamilier: Misbrug, psykisk sygdom, vold, vanrøgt og dårligt begavede eller meget unge forældre, eller en kombination af flere faktorer.
Metoderne til at hjælpe familierne er mangeartede, lige fra samtaler, besøg og praktisk hjælp til gruppemøder og netværk.
At de 81 sager er i udlandet spiller en mindre rolle.
Mønstret er med garanti det samme i Danmark. Erfaringerne viser det samme. Vi har blot ikke dokumentationen endnu.
I København arbejder vi i forvejen i det spor, men vi kan – og vi skal – styrke indsatsen overfor forældrene i de udsatte småbørnsfamilier.
Det er nødvendigt af medmenneskelige grunde, og det er nødvendigt af hensyn til samfundet, for der er ingen tvivl om, at det vil mindske det antal af børn, som havner i misbrug, vold og hjemløshed.
Indsatsen vil også lettes af, at vi har fået et Folketing og en regering, som vil føre velfærdspolitik for borgernes skyld og ikke for økonomiens. Men i øvrigt er det blot at udskyde regningen og samtidig forøge den kraftigt, hvis man ikke sætter ind med hjælp, mens børnene er små.

Socialpolitik skal ikke planlægges efter følelsesporno i offentligheden og medierne, som det skete sidste år med herberget En varm Seng. Men snart bliver det vinter igen, og udenlandske hjemløse vil kolde og frysende appellerer til behjertede danskeres medlidenhed og tegnebog. Denne gang vil landets befolkning og politikere forhåbentlig ikke lade sig styre af ureflekteret medlidenhed.

Selvfølgelig sætter sne og kulde os i et voldsomt dilemma, fordi vi ikke passivt skal se på, at andre mennesker lider nød. Men Socialministeriet vil næppe en gang til ukritisk sende 1,8 millioner kroner til en ny og ukendt organisation med en leder, som ifølge Socialministeriets egen revisor end ikke er i stand til at føre et simpelt regnskab over, hvad de mange penge bruges til.

Vores hjælp må gå igennem etablerede kanaler med orden i både økonomi og socialt sigte og ikke fordeles efter en stemning i pressen og blandt kendisser.

Og når de mange hjemløse udlændinge igen får brug for en varm seng at sove i, kan det nye flertal i Folketinget gå i dialog med Københavns Kommune om kommunens forslag om at oprette et transitrum, hvor udlændingene kan spise, sove og opholde sig, mens deres forhold bliver undersøgt, og indtil de kan sendes tilbage til deres hjemlande

Fodstøtter til cyklister og skrå skraldespande: Er det kernedrift?

I forhippelse på at være en af verdens bedste cykelbyer synes jeg alligevel, at det er gået lidt over gevind. Hvad skal vi med fodstøtter til cyklisterne, så de kan blive siddende på sadlen ved rødt og blot stikke pusselanken ned på en fodstøtte frem for ned på jorden. Hvad skal vi med skrå skraldespande langs cykelstierne, så sultne men fartglade cyklister har lidt større chance for at ramme den skrå skraldebøtte i farten, når de åbenbart ikke er opdraget til at samle og opbevare deres skrald til de når frem til en skraldespand og sætter farten ned – måske endda stopper helt!

Cykling er sundt og bevægelse er sundt. Det er essensen af kommunens arbejde. Det er kernedrift. Men ikke at bruge ressourcerne på projektmageri. Så det er med et smil på læben, at jeg må konstatere, at jeg synes, vi skal droppe fodstøtterne, men gerne sætte helt almindelige skraldespande op – hvor der er behov og hvor folk færdes.

Kommentar i Information

Tilsyn og kontrol har ikke kunnet udrydde omsorgssvigt på landets bosteder. Måske skulle vi i stedet forsøge med tillid og samarbejde:

Det begyndte med bostedet Tokanten, hvor beboerne blev låst inde, mens personalet hyggede sig. Siden blev personalet på Lindebo, et bosted for udviklingshæmmede, beskyldt for at ydmyge beboerne. Svaret var i begge tilfælde flere regler og mere kontrol.

Det betyder, at det omsorgspersonale, som har til opgave at opbygge en relation til bostedernes beboere præget af tillid, omsorg og respekt, ofte selv mødes med de stik modsatte værdier. Og desværre avler kontrollen tit manglende ansvarsbevidsthed og engagement. Det at blive kontrolleret kan nemlig give en følelse af at være mistænkt for at gøre noget forkert, og det leder til manglende engagement og et ønske om at slippe lidt let om ved opgaverne. I disse dage rettes anklagerne om omsorgssvigt så mod Skarridsøhjemmet, hvor synderegistret står på manglende bleskift, alt for lange pauser og overmedicinering. Tilsyn og kontrol har øjensynligt ikke kunnet udrydde tilfælde af omsorgssvigt på landets bosteder. Skulle vi så ikke i stedet forsøge med tillid og samarbejde?

Ejerskab
Et netop afsluttet pilotprojekt, der omfatter tre ret forskellige københavnske bosteder for voksne med særlige behov, har vist, at det er vejen frem.

I stedet for blot at trække en række prædefinerede standarder ned over bostederne fik de mulighed for selv at være med til at sætte mål for, hvad der anses for at være kvalitet på deres bosted. Herefter var det kommunens opgave at vurdere, om bostedet nu også levede op til de krav, de selv havde sat.

Konklusionen fra pilotprojektet var klar: Når bostederne selv fik mulighed for at sætte mål for kvaliteten, voksede ansvarligheden og lysten til at skabe kvalitet i arbejdet. Min egen arbejdsplads et bosted for hjemløse i Taastrup er blevet vurderet på tilsvarende måde, og vi har kun gjort os tilsvarende gode erfaringer.

Min påstand er derfor, at vi bør skrotte tilsynsmyndighedernes kontrol i sin hidtidige form og i stedet indføre tillidsskabende kvalitetsmodeller for alle arbejdspladser, der har omsorg for andre mennesker som det væsentligste arbejdsindhold.

De konkrete krav om kvalitet indeholder naturligvis ikke kun bostedernes egen holdning til, hvad der er god kvalitet. Love og andre krav fra offentligheden er også en del af kvalitetsmodellens indhold. Man samtænker dermed alt relevant i forhold til bostedernes indhold, men samtidig får bostederne ejerskab til, hvordan de i hverdagen arbejder med kvalitet til glæde for personale og ikke mindst beboere.

Den konkrete opfølgning på bostedernes kvalitetsmål blev i pilotprojektet udført af en såkaldt auditor. Selv om vedkommende havde en kontrolfunktion, blev besøget opfattet som overvejende positivt. Vedkommende skulle nemlig ikke kun kontrollere, men også være en sparringspartner, som bostedets ledelse og medarbejdere kunne hente viden og inspiration til udvikling og forbedringer hos. Der var derfor krav om, at vedkommende var grundigt inde i forholdene på bostederne.

I rapporten om pilotprojektet udtaler en af auditorerne, at den gode stemning under hans gennemgang af bostederne skyldes, at han »arbejder ud fra det udgangspunkt, at det (…) er et godt tilbud.«

Personale tilfredst
En anden konklusion kan derfor være, at et positivt udgangspunkt fra kontrolmyndighedens side i sig selv kan være med til at forbedre forholdene på bostederne og skabe positivt fokus på kvalitet.

Og selvfølgelig er kontrol nødvendig. Men kontrol bør bruges til at skabe fælles fodslag om at skabe de bedst mulige resultater.

At ledelse og medarbejdere også har oplevet den nye måde at måle kvalitet på positivt, fremgår tydeligt af rapporten. Botilbuddene følte sig retfærdigt bedømt og var enige i de uoverensstemmelser mellem kvalitetsmodellen og deres praksis, som auditoren påpegede. Bostederne oplevede det som positivt, »at auditor i sin fremgangsmåde fokuserer på det positive, f.eks. at han kan se, at der er en god stemning på stedet og ikke i sin tilgang alene agerer fejlfinder. En leder fortæller, at medarbejderne ikke var nervøse, for »de følte, at de havde tjek på det, de skulle, og var informeret om, hvad der skulle ske i løbet af dagen.«

Og hvad så, hvis nogen alligevel misbruger tilliden og svigter omsorgspligten?

Svigt kan man aldrig helt gardere sig imod, men der er langt større motivation til at yde en pletfri indsats, når man arbejder positivt med at skabe kvalitet og oplever tillid fra myndighederne og politikerne.

Henrik Appel Esbensen er socialrådgiver og souschef på et bosted samt medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne

Vil sætte mennesket over økonomien

Debat

Kollegiet – Bo-tilbuddet i Valby til enlige mænd med sociale vanskeligheder, misbrugsog/ eller psykiske problemer skal inddrages, så vi sammen kan få forbedret forholdene og indsatsen for de hjemløse.

Sigtet med den kommende hjemløsereform i Københavns kommune er blandt meget andet at sætte mennesket over den kortsigtede økonomiske interesse.

Det har lederen af De Hjemløses Landsorganisation, SAND, Ask Svejstrup, fuld ¬ stæn ¬ dig ret i ( 19. maj ‘ 11).

Men jeg vil påstå, at det rent økonomisk oven i købet også kan betale sig på langt sigt at hjæl ¬ pe hjemløse til en tilværelse uden sygdom, misbrug, ensomhed og vold i egen bolig. Og det kan især betale sig at forebygge, at flere mennesker bliver hjemløse.

Ingen hjemløs har som barn haft ambitioner om at leve på gaden eller at blive misbruger.

Men mange af dem har oplevet svigt og misbrug i deres barndom. Et oplagt mål er derfor at sætte yderligere ind over for børnene, før det er for sent.

En indsats, som også kan betyde besparelser på langt sigt, er at sikre de hjemløse direkte adgang til læge og psykiatrisk hjælp på botilbu ¬ de ¬ ne. Det vil spare sygehusene for mange udgifter, og det er noget mere medmenneskeligt med direkte hjælp, der hvor den hjemløse nu befinder sig.

Regeringens hjemløsestrategi tager desværre hverken fat i kvaliteten eller ind ¬ holdet af de botilbud, der findes for hjemløse -en hjemløsereform skal skærpe indsatsen før man flytter ud i egen bolig. Henrik Appel Esbensen , medlem af Borgerrepræsentation, S.

Jesper har brug for hjælp

- ikke ensomhed i en lejlighed

 af Henrik Appel Esbensen (S), Medlem af Borgerrepræsentationen

I marts 2011 fremsatte MB Henrik Appel Esbensen for første gang offentligt sine tanker om en hjemløsereform i en tale på en parti­kon­ference på Christians­borg. Nu er tankerne udmøntet i et forslag i Københavns Kommunes Socialudvalg. Viden og indsigt og forebyggelse var grundelementer i talen og i forslaget.

Jesper har efter fire år på gaden fået en lejlighed. Der er lys og varme, bad og toilet – alt det han har drømt om, når han lå i sin sovepose i en kold opgang og kløede sig. Nu sidder han og glor sløvt ind i væggen. I fem dage har han drukket tæt og ingenting spist. Han har det elendigt.

Forleden smed Jesper den kommunale kontaktperson ud, da hun kom for at hjælpe ham. Han kender hende ikke særlig godt og var bange for, at hun ville snage i hans ting. Jesper er ensom og savner vennerne. De gider ikke tage ud til ham i forsta­den. Snart havner Jesper på gaden igen, for pengene til huslejen er drukket op. Men umiddelbart tæller han i statistikken over dem, som har fået gavn af rege­rin­gens hjemløsestrategi, der går ud på at fjerne hjemløshed ved at få de hjemløse ind i bo­liger.

Et konsulentfirma er bestilt til at lave rapporter om resultatet af hjemløsestrategien på baggrund af statistisk materiale fra de kommuner, der er omfattet af hjem­løse­strategien. Det drejer sig om otte kommuner, som får penge fra Satspuljen til at skaffe bo­liger til hjemløse. Men der er ikke behov for at vente på rapporter, som bliver til på baggrund af et opdrag, der ikke er skarpt og præcist nok. Der er derimod brug for en reform af hele hjemløsearbejdet.

Erfaring viser, at hjemløse har brug for at få en langvarig og stabil relation til et andet menneske – til et tillidsforhold til en kontaktperson  – for at kunne forandre sit liv. Først når et tillidsforhold er etableret, kan den hjemløse få sin ensomhed, angst og mistro forvandlet til selvtillid og selvrespekt. Efter mange års destruktiv overlevelses-adfærd, hvor alkohol eller stoffer eller begge dele har spillet en stor rolle, er det nemlig ikke sådan lige at begynde at planlægge indret­nin­gen af sit fremtidige liv. Den langvarige relation starter ikke i en ny bolig, men i et bosted, hvor der er trygt og rart at være for den hjemløse. Dér starter arbejdet på at gengive den hjem­løse evnen til og troen på at kunne ændre tilværelsen til et liv i eget hjem uden mis­brug, men med andre værdier, f. eks. en genetableret kontakt til familie og venner uden for misbrugsmiljøet, sport eller måske endda et arbejde.

Vi har brug for yderligere beviser for, hvad der virker i forhold til at hjælpe hjem­løse til en ny tilværelse. Vi skal have dokumentation og evidens ind i de sociale arbejde, ligesom i sundhedssektoren. Vi skal vide, om det, vi gør, virker. Dur det ikke, må vi finde på noget andet.

Men måske vi har allermest brug for at sætte ind over for dem, der ikke er blevet hjemløse endnu, altså at forebygge hjemløshed. Det er ikke tilfældigt, at en mand som Jesper havnede i druk og hjemløshed. Han så måske sin mor drikke, og han så måske sin far fuld, når han mødte ham tilfældigt på gaden. Ingen af hans forældre havde over­skud til at tage sig af ham og give ham den kærlighed og tryghed, et barn har brug for. Han blev, hvad man kalder for misrøgtet.

Han og andre børn af misbrugere skal have hjælp, mens de er små. Der er brug for, at myndighederne får vendt op og ned på begreberne og deres arbejdsformer. At vi sætter ind der, hvor det batter, både på det menneskelige plan – og siden også på det samfundsøkonomiske. Der må helt nye politiske retningslinjer til. Og det kan ske gennem en hjemløse­reform.

Sygefraværet i socialforvaltningen i København er stadig alt for højt – nitten en halv dag pr. medarbejder i gennemsnit. Det er ikke rimeligt for de borgere, som har brug for at blive hjulpet af forvaltningen, mener medlem af Københavns Borgerrepræsentation Henrik Appel Esbensen, A. Han vil have antallet af syge­dage halveret.

”Borgere, som søger socialforvalt­ningen, befinder sig ofte selv i en svær situation, og de har ikke ”brug” for at blive betjent af mange forskellige medarbejdere på grund af sygefra­været. Det er heller ikke rimeligt, hvis de ansatte har sådanne vilkår, at de ofte føler det nødvendigt at melde sig syge. Socialforvaltningens ledelse må arbejde for at skabe et bedre arbejds­miljø,” siger Henrik Appel.

”Det er meget ofte arbejds­miljøet på en arbejdsplads, som har den helt stort indflydelse på antallet af sygedage. Medarbejdere, som trives godt på deres arbejde, er meget mindre tilbøjelige til at melde sig syge, hvis de føler sig lidt dårligt tilpas en morgen,” siger den socialdemokratiske kommunalpolitiker.